Forklaringsnoter
En fysisk power purchase agreement (PPA) er en elhandelsaftale mellem en producent af elektricitet og en køber af elektricitet, hvor der leveres el direkte til købers forbrugssted. Elproducent og køberen skal befinde sig på samme elmarked, eller på to elmarkeder med forbundne elnet, så den fysiske strøm kan leveres til køberen. IASB har i december 2024 udsendt en ændring af IFRS 9 i forhold til vurdering af den regn- skabsmæssige behandling af kontrakter om køb af el fra visse snævert definerede energikil- der. EU har godkendt ændringen i juni 2025, og reglerne finder anvendelse fra 1. januar 2026, hvorfor IFRS-aflæggere i EU skal implementere ændringerne senest på denne dato. Der gælder en række særlige overgangsbestemmelser. Som nævnt anvendes de specifikke regler kun for en række snævert definerede kontrakter og kan således ikke anvendes bredere eller analogt på andre typer af kontrakter. Anvendel- sesområdet omfatter kontrakter, hvor mængden af elektricitet afhænger af ikke-kontroller- bare naturkræfter som fx sol og vind. Omvendt har IASB ikke til hensigt at lade elektricitet fra fx biogas og andre tilsvarende energikilder blive omfattet, idet disse i modsætning til sol og vind kan producere på et givet tidspunkt, og ikke er afhængig af naturmæssige forhold. Behovet for at ændre IFRS-standarderne er et svar på den stigende anvendelse af power purchase agreements, og det forhold at de tidligere "own-use"-kriterier blev kritiseret for at være for restriktive for denne nye type af kontrakter. Power purchase agreements, fra fx sol og vind, er ofte karakteriseret ved, at de udsætter en virksomhed for risikoen for, at den vil være forpligtet til at købe elektricitet i et leve- ringsinterval, hvor virksomheden ikke nødvendigvis kan bruge den fulde mængde elektrici- tet. Udformningen af elmarkedet kan også kræve, at ubrugt elektricitet sælges inden for en kort tidsfrist. Virksomheden kan derfor ikke have nogen praktisk mulighed for at undgå salg af ubrugt elektricitet. Ved evaluering af sådanne kontrakter med henblik på undtagelsen for "own-use" kræves, at en virksomhed vurderer, om den har været og forventer at blive en "nettokøber" af elektricitet i løbet af kontraktperioden. En virksomhed vil være nettokøber af elektricitet, hvis den køber tilstrækkelig elektricitet til at kompensere for salget af ubrugt elektricitet på det samme marked, hvor den ubrugte elektricitet blev solgt. En virksomhed skal foretage denne vurdering baseret på rimelige og dokumenterbare oplysninger (tilgæn- gelig uden uforholdsmæssige store omkostninger) om virksomhedens tidligere, nuværende og forventede fremtidige eltransaktioner over "et rimeligt tidsinterval". Når der skal fast- lægges "et rimeligt tidsinterval", skal virksomheden tage hensyn til variationen i den mængde elektricitet, der produceres på grund af sæsonafhængige forhold og variationen i virksomhedens efterspørgsel på elektricitet på grund af dens driftscyklus. Et rimeligt tidsin- terval kan dog ikke overstige 12 måneder. IASB har præciseret, at hvis markedet tilbyder en virksomhed alternativer til at sælge ubrugt elektricitet, fx ved at stille faciliteter for lagring til rådighed, har virksomheden ikke mulighed for at anvende de specifikke "own-use"-regler for power purchase agreements. Kostprisen for et materielt aktiv skal tillægges et skøn over omkostninger til nedtagning og bortskaffelse af aktivet og retablering af det sted, hvor det er placeret, og som virksomhe- den har forpligtet sig til at afholde. Den anvendte afskrivningsmetode, scrapværdi og brugstid for et materielt aktiv skal som minimum gennemgås ved slutningen af hvert regnskabsår og ændres, hvis der er sket en væsentlig ændring i forhold eller forventninger. En sådan ændring skal regnskabsmæssigt behandles som en ændring i et regnskabsmæssigt skøn ved regulering af afskrivninger for det aktuelle og fremtidige regnskabsår. Virksomheden skal i den sammenhæng vurdere den potentielle indvirkning af klimarelate- rede forhold. Hvis det er relevant, bør virksomheden vurdere både fysiske risici, fx tilbage- vendende oversvømmelser, stigende vandstande og naturbrande, risici relateret til ny eller ændret lovgivning, der begrænser den fremtidige anvendelse af aktivet og risiko for foræl- delse som følge af ændringer i forbrugernes efterspørgsel. Hvis virksomheden har udarbejdet en detaljeret plan for at opnå specifikke ESG-mål, fx mål om reduktion af sin CO 2 -udledning, skal indvirkningen af disse planer og potentielle ændrin- ger i virksomhedens forretningsmodel også tages i betragtning ved vurderingen af brugsti- der og restværdier. Disse planer kan potentielt ændre virksomhedens fremtidige anven- delse af det tilknyttede aktiv, de dermed forbundne afskrivninger og det beløb, der kan op- nås ved et salg af aktivet.
1.
IFRS 9.2.3A, B2.7- B2.8
IAS 16.16(c)
2.
IAS 16.51, 61
3.
104 | Illustrativ IFRS-årsrapport 2026 – Førtidsimplementering af IFRS 18 | EY
Powered by FlippingBook